Vidensdeling – Sharing is caring

Amazon Marketing & Optimering – Amazon som salgskanal

Amazon kommer – Hvad gør du?

Du er bedste venner med Google. I har et kanont samarbejde. Det går, kort sagt, strygende.

Men hov, hvad er nu det? En ny spiller har gjort sin entré på banen, og nu skal du lære at spille et helt nyt spil. Eller skal du?

Vi taler selvfølgelig om Amazon, og den internationale gigants snarlige indtog af det danske marked.

Hvad kommer Amazons indtræden på det danske marked til at betyde for dansk e-handel helt generelt, og hvordan kan du tilpasse din webshop til Amazon og deres forretningsmodel? Vi vil komme ind på nogle af de mest relevante spørgsmål i denne sammenhæng og forsøge at give dig et større indblik i disse nye forandringer.

 

Kort gennemgang: hvad er Amazon egentlig?

Amazon er blandt andet verdens største online markedsplads for handel af varer og har endnu ikke officielt startet op på det danske marked. Det betyder dog ikke, at man ikke har kunne benytte sig af deres service indtil nu. Mange danskere har brugt den tyske eller engelske Amazon og fået leveret varer derigennem.

Men der har længe svirret rygter om, at Amazon snart får sin danske webside og varehus, og det har fået mange danske webshops til at ryste på hænderne. For hvad kommer det til at betyde for deres omsætning, at giganten kommer ind og sætter sig på markedet?

Forretningsmodellen er enkel og genial. Amazon forhandler både egne produkter, men kan også forhandle dine. De stiller en platform til rådighed, hvor du som forhandler kan forhandle dine produkter – store som små. Amazon tager så en lille procentdel af dit salg for den service, de udbyder.

Amazon henvender sig til små og mellemstore virksomheder, som kan bruge markedspladsen som en måde at nå ud til flere og nye kunder, som kunne have vist sig som stort set umuligt uden denne adgang.

Som forhandler på Amazon har du mulighed for at sælge dine produkter via en platform, som i 2016 havde 310 millioner aktive brugere, og dermed nå ud til en større målgruppe, end du sandsynligvis har nu. Amazon kan på denne måde derfor være med til at generere dig mere salg.

I stedet for at se Amazon som en konkurrent, kan du derfor vælge at se dem som din nye teammate, der kan gøre dit spil endnu bedre. Endnu en sportsreference for at illustrere Amazons mulige rolle som katalysator for mere vækst i din virksomhed. Bare forestil dig, at Amazon er Benzema, og du er Ronaldo, som sparker bolden i mål.

 

Hvordan adskiller Amazon sig fra Google?

Google og Amazon arbejder begge ud fra nogle algoritmer, som til dels stadig er hemmelige.

Men hvor Google belønner dig med en topplacering i søgninger, hvis du bruger de rette søgeord og optimering af landingssider, så er en topplacering hos Amazon udelukket baseret på salg, salg og mere salg.

Amazons formål er at sælge produkter, og vil derfor have sine burgere til at foretage køb. Som forhandler bliver du derfor belønnet ud fra disse kriterier.

Amazons fokus er på, hvor høj din konverteringsrate er – altså hvor mange der rent faktisk køber dit produkt. Her er søgeord, som vi også kender fra vores arbejde med Google, en lille del af det. En anden del er prisen. Sælger du mobil covers til IPhones, men tager 10 kr. mere end dine konkurrenter, vil Amazon se det som havende en negativ effekt på din konverteringsrate, og derfor også flytte dig længere ned i søgeresultatet.

Du vil også drage fordel af at fokusere på din produkttitel. Her har du 250 tegn at gøre godt med. Lange beskrivende titler er bedre end små korte på 70. Brug alle dine tegn.

Vær også omhyggelig med dine produktbeskrivelser. Amazon ranker dig i forhold til, hvor glade dine købere har været, og jo mere udførlige beskrivelser af produktet, og hvad køberen kan forvente, jo bedre købeoplevelse. Det kan også være med at give dig gode reviews fra dine købere, og det ser Amazon også positivt på.

Sidst men ikke mindst er produktbilleder essentielle for at ligge højt i søgeresultater. Gerne flere billeder af produktet. Du kan inkludere op til 9 billeder, så udnyt gerne dette.

Ligesom Google har AdWords, har Amazon en tilsvarende model – dog ikke lige så udviklet som Googles. Med Amazon Market Services kan du betale for at få dit produkt eller brand vist. Også her er det efter PPC-modellen. Det tillader, ligesom med Google AdWords, at du kan henvende dig til et specifikt segment og dermed forhåbentlig øge din konverteringsrate. Og Amazon er jo som sagt vild med en høj konverteringsrate, så en succesfuld kampagne i AMS kan dermed være med til at flytte din samlede placering på Amazon i den rigtige retning.

 

Hvordan har Amazon påvirket andre europæiske markeder?

Amazon er allerede en integreret del af det tyske marked, og en undersøgelse fra 2016 viste, at Amazon genererede omkring 8,1 milliarder euro (svarende til ca. 60,3 milliarder dkk.) Til sammenligning hev tyske OTTO på andenpladsen 2,7 milliarder euro hjem.

Tyskland er ikke et enkeltstående tilfælde, hvor Amazon har haft enorm succes. Amazon er blandt andet også gået ind på det hollandske, spanske og franske marked og har her sat sig tungt på det enkelte lands e-handel. Derfor kan vi med sikkerhed også sige, at Amazons nærtstående entré i Danmark kommer til at få nogle dybdegående ændringer.

 

Er du i farezonen?

Med pris som en vigtig faktor for placeringen af dit produkt i Amazons søgninger, betyder det også, at der kan være nogle webshops, som kommer til at lide under dette. Webshops, som lever på at udkonkurrere andre på prisen af f.eks. spillekonsoller eller børnelegetøj, kan få problemer. Størstedelen af Amazons kunder er på udkig efter den billigste pris på et bestemt produkt, og hvem forhandleren af produktet er, er ikke relevant for deres køb.

Hvis du derimod forhandler dit eget unikke brand, kan Amazon være en fantastisk mulighed for dig for at nå ud til mange flere kunder og nye målgrupper. Her kan platformen virkelig være til din fordel. Du skal dog være opmærksom på at dit unikke brand eller produkt kan blive udsat for den kinesiske mafias copycats, og du pludselig står overfor en konkurrent med præcis det samme produkt som dit eget.

Forhandler du unikke produkter eller brands, kan fremtiden med Amazon som teammate se lys ud. Store kæder og online forhandlere af produkter og brands af mere generisk variation kan forvente et dyk i deres omsætning.

 

Dansk pendant

Hos nordjyske Coolshop er markedsplads-modellen allerede en etableret forretningsmodel, og det er også her, man ser fremtiden. Sælgerne er stadig primært danske hos Coolshop, men man ser store muligheder i udenlandske webshops, som ønsker at sælge til danske kunder, men ikke vil etablere en dansk hjemmeside til formålet.

Dansk Supermarked har også lanceret deres egen markedsplads-model med wupti.com, som giver adgang til endnu flere potentielle købere af dine produkter.

Både Coolshop og Dansk Supermarked forudser begge den store konkurrence fra Amazon, og forsøger med deres egne markedspladser at være på forkant med Amazons indtog og mulige hijacking af kunder.

 

Hvordan kan du tilpasse din webshop i forhold til dette?

Men hvordan skal du så forholde dig til alle disse nye forandringer? Sæt dig ned, tag en kop kaffe og overvej hvad, der gør din virksomhed unik – hvordan adskiller den sig fra andre virksomheder, som tilbyder samme service og produkt.

Brug disse overvejelser til at finde ud af, om Amazon kan være et godt match for din virksomhed. Det kan det højst sandsynligt godt, efter du er kommet dig over frustrationen af, at der nu er endnu flere ting, du som webshop-ejer, skal sætte dig ind i.

Amazon er en unik mulighed for større eksponering af dit brand og produkt og dermed større salg.

Det lyder lidt for godt til at være sandt, gør det ikke? Der er bestemt også noget at glæde sig til, når Amazon ruller ud på det danske marked.

Virksomheden kommer med garanti til at ændre på dansk e-handel. Om det er til den positive eller negative side afhænger af, hvilke briller du har på. Det gælder derfor om at være klar med en plan for, hvordan din webshop kan kan bruge Amazon. På den måde står du ikke tilbage på startlinjen, mens du ser dine konkurrenter sprinte afsted hånd i hånd med Amazon. Google kan fortsat være din ven, men det er altid godt med nye bekendtskaber, som kan løfte din forretning.

Vil du høre hvad vi
kan gøre for jer?