Google er vilde med automatiseringer. Det er vi også. Hvem er ikke det egentlig?
Men… er det alle automatiseringer, der er lige gode?
En af de automatiseringer, som Google kom ud med for nogle år siden, er ‘Smart Bidding’, hvor Google styrer budgivningen i auktionen baseret på en kampagnes budstrategi. Dengang delte Smart Bidding vandene, da nogle syntes knap så godt om det, mens andre tog imod det med kyshånd.
Der er rigtig mange gode automatiseringer i Google Ads: Keyword insertion, Location Insertion, dynamiske søgeannoncer, responsive søgeannoncer, Performance Max-kampagner (til en vis grad) – og vi kunne blive ved.
Men i vores øjne er der også uheldige eller direkte skadelige automatiseringer, når det kommer til en kontos performance. Automatiseringer, der sikkert er lavet med den bedste hensigt, men som på ingen måde er optimale.
Lad os komme med et af de værste eksempler på en automatisering fra Google, vi nogensinde har set.
Lad os tage tilbage til Black Friday 2023.
Black Friday – forbrugernes festdag og webshop-ejeres største udsalgsdag. Black Friday er make it or break it for mange webshops. Det er her, der skal sikres de helt store omsætningstal igennem Google Ads, Meta, nyhedsbreve og generelt alle marketingkanaler.
Forberedelserne starter flere måneder forinden, og der skal købes godt ind til lageret.
Festdagen kan hurtigt blive en rigtig fesen dag, hvis I ikke holder styr på jeres budgetter og bud, eller hvis jeres konkurrenter har bedre tilbud på samme produkter som jeres egne.
Har I styr på hele setup’et, og alt er toptunet og klar til, at forbrugerne hiver den helt store pengepung frem, så er der vel intet, der kan gå galt. Eller kan der?
Jo, en Google-automatisering kan spænde ben for dig. Eller ikke bare spænde ben, men rettere sparke benene væk under jer.
Google kan nemlig finde på at ændre jeres shopping-titler og automatisk tilføje termer, hvis Google antager, at det kan understøtte produktet.
På Black Friday 2023 fik en kunde inden for herre-fashion smidt ordet “Damer” foran alle titlerne. Et eksempel på en titel var derfor “Damer – Herre ring i guld”.
Der var flere af vores kundes konkurrenter, der var ramt af det samme. Men kundens absolut største konkurrent, som også er markedsleder, fik smidt “herrer” foran alle titlerne. Det må siges at have været en stor fordel for dem.
Denne Google-automatisering var altså skyld i en ret stor konkurrenceforvridning og dermed havde en markant påvirkning omsætningen.
Vi opdagede det tidligt om formiddagen på Black Friday, så vi tog kontakt til Google Merchant Center support med det samme. De bekræftede, at det var en automatisering fra Google, der var synderen, og at der ikke var angivet “damer” i produktfeedet, på kundens hjemmeside eller nogen som helst andre steder.
Vi bad Google fjerne det med det samme, men det var først efter Cyber Monday, at problemet var løst – det vil sige fire dage med misvisende titler. Og så på nogle af årets vigtigste dage.
Vi gik selvfølgelig til Google med et krav om kompensation.
Det blev blankt afvist til at begynde med, men det kunne vi naturligvis ikke acceptere.
Da LAZZAWEB er Premium Partner hos Google, gik vi til vores kontaktperson, som erklærede sig enig med os i vores kompensationskrav.
Efter to måneder fik vores kunde deres kompensation.
Selvom det var en succes i sig selv at få en kompensation fra Google, var det langt fra en succesoplevelse på shopping på Black Friday 2023.
Så… Er automatiseringer gamechanger eller benspænd? Sandheden er nok, at de kan være begge dele.
Men bliver de brugt rigtigt, kan de forbedre jeres kampagners performance. Det kræver bare et menneskeligt blik en gang imellem for at sikre, at det ikke går i den forkerte retning.